Sådan finder du den bedste kokkekniv
Der er én ting, der ændrer, hvordan det føles at lave mad, mere end noget andet redskab i skuffen: en skarp kokkekniv. Løget falder fra hinanden i stedet for at blive most. Kødet skæres i stedet for at blive revet. Og pludselig er det halve af forberedelsen ikke længere et irritationsmoment, men noget du faktisk nyder.
Alligevel er kokkekniven ofte det sted, folk sparer. De fleste har en håndfuld halvsløve knive i en skuffe og bruger den samme trætte kniv til alle skæreopgaver. Her er vores guide til, hvad der skiller en rigtig god kokkekniv fra en middelmådig, og hvorfor japansk stål bruges i de skarpeste kokkeknive.
Hvad er en kokkekniv egentlig, og hvad skal den kunne?
Kokkekniven er den mest brugte kniv i køkkenet. Med et blad på omkring 20-21 cm er den lang nok til at skære en en steg for, og samtidig alsidig nok til at hakke grøntsager. Kan du kun eje én kniv, er det den her. Den håndterer langt de fleste opgaver: hakke, snitte, terne, skære kød og fisk uden ben.
En god kokkekniv kendetegnes ikke ved at være tung eller se dyr ud, men ved tre ting: hvor skarp den er fra start, hvor længe den holder skarpheden, og hvordan den ligger i hånden. Alt andet er detaljer.

De vigtigste ting at kigge efter
1. Stålet og hårdheden
Hårdhed måles i Rockwell (HRC), og det er nok den vigtigste enkeltspecifikation. Blødere vestlige knive i den lave priskategori ligger typisk omkring 54-56 HRC. De er nemme at slibe, men bliver også hurtigt sløve. Knive i japansk stål med højt kulstofindhold ligger højere, ofte på 57-60 HRC. Det gør dem både skarpere til en start, men også at de holder en skarp æg langt længere. Til gengæld kræver den hårdhed lidt mere respekt i brugen, hvilket du kan læse mere om længere nede.
2. Skarphed og slibning
En kniv i den lave priskategori er typisk slebet af en maskine i én arbejdsgang. En kvalitetskniv er håndslebet, gerne dobbeltfaset på begge sider, hvilket giver en langt mere præcis og skarp kant. Der er flere manuelle og fordyrende arbejdsgange ved håndslibning, men det er også de små detaljer, der er afgørende for, om kniven glider igennem emnet eller maser det.
3. Balance og håndtag
En kniv skal føles som en forlængelse af hånden, ikke som en vægt du kæmper med. Et ergonomisk håndtag og en fornuftig balance mellem blad og skaft betyder, at du kan arbejde længe uden at blive træt i hånden. Og vigtigst af alt: At du har et godt greb om kniven, så den ikke slipper, og du kommer til at skære dig. Det er svært at måle på papiret, nemt at mærke i praksis.
Knive i japansk stål: Derfor er de så eftertragtede
Den japanske kniv nedstammer direkte fra samuraisværdet. Sværdsmedningsteknikker er gennem århundreder blevet overtaget af knivmagere og tilpasset mere huslige formål. Den arv er ikke bare romantik, den handler om en helt konkret måde at bygge et blad på. Og det er noget, som japanerne har gjort igennem mange hundrede år.
Når du skal producere en god kniv, møder du ét tilbagevendende dilemma: Hårdt stål holder en skarp æg længe, men er mere porøst og følsomt overfor forkert brug. Blødere stål er sejt og fleksibelt, men bliver hurtigt sløvt.
Japanerne løste det med lamineret konstruktion, ofte kaldet san mai (tre lag): en kerne af hårdt stål, der laver selve snittet, lægges mellem lag af blødere, mere fleksibelt stål. Den hårde kerne holder på skarpheden, mens de blødere yderlag giver fleksibilitet og gør bladet mindre tilbøjeligt til at skære eller knække under pres.
Det er også her det smukke bølgemønster, damaskus, kommer fra.
Kokkekniv fra Jørgsholm
Da vi udviklede vores egen kokkekniv, gik vi efter at forene et smukt design med kompromisløs funktionalitet og skarphed. En relativ svær manøvre og en proces, der tog os et år med utallige prototyper.
Vi endte med at konstruere vores kniv i 69-lags japansk rustfrit T-NI stål med en hård T-NI kerne. Denne ståltype har du formentlig ikke hørt så meget om før, og det er der en grund til. For det er et nyt, innovativt stål til knive, som vi er de eneste i Norden, der bruger. Fordelen er, at det giver en vanvittig skarp kniv, men ulempen er, at det er utrolig svært at få fat i og ofte gør, at vi må melde udsolgt pga. mangel på råmateriale.
Kernen i vores kokkekniv laver snittet og er omgivet af 68 ydre lag (34 på hver side), der tilsammen skaber både den klassiske damaskusstruktur og styrke i hele bladet. Det japanske T-NI stål har et højt kulstofindhold på omkring 1,1 %, og det giver en hårdhed på 60 HRC. I praksis betyder det en ekstremt skarp og slidstærk kniv, der glider gennem kød, fisk og grøntsager med minimal modstand.
Kniven er håndslebet dobbeltfaset på hver side for en præcis, skarp kant, og håndtaget er i mørkt træ med et ergonomisk design, der ligger godt i hånden. Ligesom resten af vores sortiment er den udviklet fra bunden og testet i et travlt professionelt køkken på Feed Bistro.
Et godt udgangspunkt
Kokkekniven (995 kr.): allrounderen med et 21 cm blad, der klarer langt de fleste opgaver i køkkenet. Skal du kun have én kniv, er det den.
Det fulde knivsæt (5 knive): kokkekniv, urtekniv, brødkniv, utilitykniv og santoku, alle i samme 69-lags T-NI stål. For dig, der vil være klædt på til alle skæreopgaver.
Hvad kan du forvente af en japansk kniv?
En skarp japansk kniv er en fornøjelse, men den skal behandles derefter. Fordi kernestålet er hårdt (60 HRC), er det ikke lavet til at brase igennem hvad som helst. Undgå at skære i ben, knogler og frosne madvarer. Det kan beskadige æggen, og det er den hyppigste grund til, at en ellers fremragende kniv bliver ødelagt. Til de opgaver skal du bruge en anden kniv i blødere stål.
Til gengæld er det præcis her, en japansk damaskuskniv brillerer: grøntsager, fisk og udbenet kød, hvor skarphed og præcision betyder alt. Bruger du den til det, den er skabt til, får du en oplevelse, en robust allroundkniv ikke kan matche.
Pas godt på den, så holder den i årevis: vask den altid i hånden med lunkent vand og lidt mildt opvaskemiddel, og tør den med det samme. Undgå opvaskemaskinen, da både stål og håndtag tager skade af varme, fugt og kemikalier. Skær aldrig på metal eller sten, det ødelægger enhver god kniv. Og brug et keramisk strygestål efter behov, så holder æggen sig skarp.

Ingredienser
Vejledning
